Løn- og arbejdsvilkår
Leverandøren skal sikre, at ansatte hos leverandøren og eventuelle underleverandører, som medvirker til at opfylde aftalen, er sikret løn (herunder særlige ydelser), arbejdstid og andre arbejdsvilkår, som ikke er mindre gunstige end dem, der gælder for arbejde af samme art i henhold til en kollektiv overenskomst indgået af de inden for det pågældende faglige område mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark, og som gælder for hele det danske område.
Der henvises til ILO-konvention nr. 94.
Tilsvarende gælder også arbejde, der udføres af underleverandører eller af personer, der har fået overdraget (dele af) aftalen til udførelse. I så tilfælde påhviler det leverandøren at påse, at bestemmelsen finder anvendelse.
Kredsløb Halmenergi A/S kan til enhver tid udbede sig nødvendig dokumentation for, at løn- og arbejdsvilkår for arbejdstagerne lever op til forpligtelsen i ILO-konvention nr. 94.
Leverandøren skal, efter skriftligt påkrav, fremskaffe nødvendig dokumentation fra såvel egne som eventuelle underleverandørers arbejdstagere.
Dokumentationen skal være Kredsløb Halmenergi A/S i hænde senest 2 arbejdsdage efter påkravets modtagelse.
Leverandøren og Kredsløb Halmenergi A/S kan i særlige tilfælde aftale en forlængelse af fristen.
Relevant dokumentation kan være lønsedler, lønregnskab, ansættelseskontrakter, ansættelsesbeviser eller udskrift fra eIndkomst-registret.
Kredsløb Halmenergi A/S er desuden berettiget til at bede leverandørens ansatte om at fremvise den nødvendige dokumentation for deres løn- og ansættelsesvilkår. Leverandøren giver ved indgåelse af aftalen sin accept til, at Kredsløb Halmenergi A/S må kontakte de ansatte direkte.
Orientering om løn- og arbejdsvilkår
Leverandøren skal ved arbejdets start orientere medarbejderne om løn- og arbejdsvilkårene.
Tilsvarende gælder også arbejde, der udføres af underleverandører eller af personer, der har fået overdraget (dele af) aftalen til udførelse. På opfordring fra Kredsløb Halmenergi A/S skal leverandøren inden 14 kalenderdage dokumentere, at medarbejderne er orienteret herom.
Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT) mv.
Leverandøren skal overholde den til enhver tid gældende lovgivning, herunder anmeldelse til Registret for Udenlandske Tjenesteydere i Danmark (RUT).
Leverandører, der har anmeldelsespligt til RUT, skal på eget initiativ sende kvittering for anmeldelsen til Kredsløb Halmenergi A/S straks efter, at anmeldelsen er sket.
Leverandøren skal desuden sikre, at eventuelle underleverandører eller personer, der har fået overdraget (dele af) aftalen til udførelse overholder gældende lovgivning, herunder en eventuel anmeldelsespligt til RUT.
På opfordring fra Kredsløb Halmenergi A/S skal leverandøren inden 3 dage fra arbejdets påbegyndelse dokumentere, at anmeldelsen til RUT er sket.
Misligholdelse af klausul om arbejdsvilkår
Hvis leverandøren ikke efter påkrav eller forhandlinger fremsender relevant dokumentation, herunder kvittering for anmeldelse til RUT, kan Kredsløb Halmenergi A/S kræve dagbøder af 2.000 kr. ekskl. moms pr. påbegyndt arbejdsdag indtil dokumentationen er modtaget.
Kredsløb Halmenergi A/S er berettiget til at modregne boden i betalingen til leverandøren.
Ligeledes kan Kredsløb Halmenergi A/S kræve dagbøder af 2.000 kr. ekskl. moms pr. påbegyndt arbejdsdag, hvis det viser sig, at leverandøren ikke lever op til betingelserne i klausulen.
Dagbøderne kan opkræves indtil forholdene bringes i orden. Kredsløb Halmenergi A/S er berettiget til at modregne boden i betalingen til leverandøren.
Såfremt leverandøren ikke inden for rimelig tid opfylder betingelserne i klausulen eller sender den krævede dokumentation, kan det sidestilles med væsentlig misligholdelse af aftalen.
Miljø, arbejdsmiljø, sundhed og sikkerhed
Produkterne skal produceres i overensstemmelse med de til enhver tid gældende love og bekendtgørelser samt de af Arbejdstilsynet udsendte meddelelser, forskrifter, cirkulæreskrivelser og anvisninger mv. for miljø, arbejdsmiljø, sundhed og sikkerhed.
Det forudsættes, at leverandøren, ud fra et almindeligt kendskab til de af aftalen omfattede produkter, har viden om særlige og væsentlige miljøforhold og arbejdsmiljøforhold, der er forbundet med produkternes udførelse og det regelgrundlag, som gælder herfor.
Leverandøren skal kontrollere, at krav vedrørende miljø, arbejdsmiljø, sundhed og sikkerhed opfyldes. Leverandøren skal på anmodning kunne dokumentere dette.
Underleverandører
Såfremt leverandøren anvender underentreprenører/-leverandører til opfyldelse af dele af aftalen, garanterer leverandøren for opfyldelsen af aftalen i samme omfang, som hvis leverandøren selv havde produceret og transporteret produkterne.