De fleste har fra tid til anden aflagt den lokale genbrugsstation et besøg, når de skal af med haveaffaldet, de store papkasser eller den udtjente plæneklipper.
Men inden længe kan du også besøge din lokale genbrugsstation, når du vil gøre et godt genbrugsfund.
Kredsløb, som ejer genbrugsstationerne i Aarhus, er nemlig i fuld gang med at indføre nye genbrugsområder på genbrugsstationerne, og i løbet af 2024 forventer selskabet at have indført nye genbrugsområder på samtlige genbrugsstationer.
Ifølge Lars Banke, genbrugschef i Kredsløb, er det helt centralt, at muligheden for direkte genbrug kommer endnu tættere på kunderne og deres hverdag.
”Vi har længe haft forskellige muligheder for at udveksle genbrug i de bynære områder af Aarhus. Vores målsætning mod 2026 er, at der skal genbruges tre gange så meget som i dag, og derfor skal vi bringe direkte genbrug tættere på kunderne og deres hverdag. Vi glæder os derfor til at tage imod kunderne, som nu også kan udveksle genbrug på flere af vores genbrugsstationer", fortæller Lars Banke, der er chef for genbrug i Kredsløb.
Mens det første genbrugsområde allerede åbnede på den nyeste genbrugsstation i Lisbjerg i forbindelse med dens åbning i foråret 2022, har en ny genbrugshal på genbrugsstationen i Malling netop slået dørene op i marts. Samme slags genbrugsområde forventes at åbne på genbrugsstationerne i Risskov og Viby ultimo april.
Her kan man finde et udvalg af genbrug, som aarhusianerne har afleveret til formålet. Det kan fx være byggematerialer til det næste byggeprojekt eller brugsgenstande som bøger, legetøj, køkkenmaskiner og elektronik, ligesom man har mulighed for at aflevere lignende til glæde for andre.
Direkte genbrug frem for genanvendelse
Var der ikke blevet lavet genbrugsområder, var mange af byggematerialerne i stedet sendt til genanvendelse og nedknust og omdannet til råmaterialer. I stedet sendes tingene nu i direkte genbrug og holdes dermed i brug i længere tid til gavn for kunder og for miljø.
”Aarhusianerne er i stigende grad begyndt at efterspørge områder med direkte genbrug, når de besøger vores genbrugsstationer. Derfor er det selvfølgelig helt ideelt, at vi både kan efterkomme efterspørgslen hos kunderne og samtidig sikre en længere levetid på ting, som stadig har mange gode år i sig, hvilket er det mest ideelle for vores miljø på den lange bane,” fortæller Lars Banke.
Genbrugsstationen i Brabrand er den næste, der åbner nyt genbrugsområde til deres lokale kunder i løbet af sommeren. Herefter gælder det genbrugsstationen i Hasselager, og det forventes, at der er indført genbrugsområder på alle seks genbrugsstationer inden årsskiftet.
Fra centralisering til lokal mulighed for at udveksle genbrug
I efteråret blev det meddelt, at REUSE lukker i foråret 2024 efter otte gode år for at bane vejen for nye muligheder for at bringe direkte genbrug tættere på kunderne og deres hverdag. På den måde erstatter genbrugsområderne sammen med bytteboxene og den nye nærgenbrugsstation i Aarhus C det centrale tilbud med direkte genbrug i REUSE med en lokal mulighed. Kredsløb vil selvfølgelig fortsat arbejde med nye koncepter, der kan fremme direkte genbrug og gøre det endnu mere attraktivt.
REUSE lukker 4. maj 2024.
Det er udelukkende i de nye genbrugsområder på genbrugsstationerne, at der må udveksles genbrug.