Er du nysgerrig på det konkrete etableringsarbejde med at få skabt geotermisk fjernvarme i Aarhus, er der nu spændende nyt.
Kredsløb og Innargi, der sammen står for at etablere EU’s største sammenhængende geotermiske anlæg i Aarhus, er nemlig klar til at løfte projektet fra tegnebrættet til virkelighed på to af de i alt syv lokationer, hvor der skal placeres geotermiske brønde.
”Vi har et stærkt samarbejde med Teknik & Miljø i Aarhus Kommune, hvor vi har arbejdet intenst med at planlægge de første konkrete placeringer. Vi har især lagt vægt på en åben proces og en god dialog med beboere og virksomheder i nærheden. Jeg glæder mig over, at vi nu er klar til at tage næste skridt og gøre arbejdet konkret,” fortæller adm. direktør hos Kredsløb, Bjarne Munk Jensen.
Første to placeringer er klar
Det bliver således på Skejbyvej 450A ved Skejby, hvor arbejdet i januar indledes med obligatoriske Moesgaard Museums undersøgelser, inden brøndarbejdet kan starte. Senere begynder selve klargøringen af området til boring.
Ved Aarhus Havn på Sumatravej 11 begynder klargøringen af området i april, mens boringen af den første brønd begynder i det sene efterår, i oktober eller november.
Det samlede etableringsarbejde for Skejby forventes færdigt i 2025, mens anlægget ved havnen forventes færdigt i 2027.
Forsøger at minimere gener
Under selve borearbejdet, der varer 2-4 måneder, kan man, som ved andre byggerier, forvente trafik til og fra pladsen, og at arbejdet vil kunne høres. Dog vil man fra selskabernes side gøre, hvad man kan for at minimere eventuelle gener.
”Geotermi er en energiform med et kæmpe potentiale. Det er en stabil kilde til klima- og miljøvenlig fjernvarme til virksomheder og indbyggere i Aarhus. Vi har været i gang med skrivebordsarbejde, lige siden vi indgik aftalen med Kredsløb, men nu begynder byggeprocessen, og alle i Aarhus kan følge med i, hvordan arbejdet skrider frem. Vi glæder os til at vise arbejdet og anlæggene frem og fortælle endnu mere om geotermi, der er verdens fjerde store vedvarende energikilde, som mange ved meget mindre om end om sol og vind,” siger Søren Christian Børsmose, der er projektdirektør i Innargi.
Sådan foregår en boring
Ved boring af brøndene borer man ned gennem de forskellige lag af hhv. sand, grus og ler, kalksten, sand og sandsten.
En geotermisk brønd i Aarhus vil være ca. 2,5 km dyb og fylder meget lidt på overfladen. De færdige brøndanlæg kan visuelt sammenlignes med mange af de såkaldte vekslerstationer, der i forvejen fordeler fjernvarmen rundt i byen og fylder ca. 700-800 kvm - svarende til ca. en parcelhusgrund.
Når de færdige anlæg er i drift, vil der ikke være mere støj end fra de nuværende vekslerstationer, og når anlæggene kører, udleder de hverken CO2 eller partikler lokalt.
Informationsmøder for naboerne
Der er blevet afholdt informationsmøder med de nærmeste beboere og virksomheder ved de to lokationer.
De øvrige brøndes placeringer er endnu ikke afklaret, men vil blive kommunikeret ud, når de er på plads. Naboerne vil som de første blive indbudt til informationsmøder.
Det samlede geotermiske anlæg forventes færdigt og sat i drift i 2029 og udgør ca. 20% af fjernvarmeforsyningen svarende til ca. 36.000 kunders forsyning med fjernvarme.