Gå til indhold

Hvad vil du gerne
søge frem?

Sådan shopper du med grønnere samvittighed

Skal du ud at shoppe for de penge, du har fået tilbage i skat?

Så får du her 10 råd fra Kredsløb, som gør shopping grønnere og mindre belastende for miljøet.

Mange danskere venter i dag i kø til årsopgørelsen i håb om, at de skal have penge retur.

Kan du se frem til flere penge at shoppe for, har materiale-ekspert og ingeniør Tom Ellegaard fra Kredsløb, 10 gode råd, hvor du nemt kan gøre dine indkøb en smule grønnere.

Der er et kæmpe potentiale for at genanvende og genbruge meget mere, end vi gør i dag. Og det er der brug for, så vi fortsat har værdifulde resurser og råstoffer til rådighed i fremtiden. F.eks. kan nogle plasttyper genanvendes op til otte gange, hvis vi gør det korrekt. Produktionen af f.eks. tekstil tærer også enormt på klodens resurser. Derfor har vi alle et ansvar i at forbruge med omtanke. Som forbruger kan man bidrage positivt med gode købsvaner blot ved at gøre sig nogle få overvejelser, når jagten sættes ind på det gode tilbud,” forklarer Tom Ellegaard.

1. Reparer det gamle

Inden du køber nyt, er det oplagt at undersøge, om jakken, tv’et eller cyklen nemt kan repareres. Tilfredsheden ved at have repareret en ting er ofte lige så stor som ved nykøb, og er der tale om ting af god kvalitet, vil den ofte have meget mere liv i sig endnu. Og så vil du ofte kunne spare mange penge ved at reparere.

2. Kig i gemmerne

Inden du skynder dig på udsalg efter nyt tøj eller nips til boligen, bør du overveje, om du faktisk har noget liggende i gemmerne, som du havde glemt alt om. Kig skabe og skuffer igennem, inden du tager på tilbudsjagt. Måske er noget af tøjet faktisk kommet på mode igen.

3. Køb genbrug

Selvom købet af noget nyt kan være en fornøjelse, vil du ofte kunne finde tilsvarende eller måske endda bedre varer ved at vælge genbrug. Og så har du større mulighed for at finde unikke varer eller ting med en interessant historie.

Der findes et hav af muligheder for at shoppe genbrug på loppemarkeder, i genbrugsbutikker og på nettet.

4. Sælg eller giv videre, når du køber en nyt

Hver gang du vil skifte ud i garderoben eller købe nyt til køkkenet, er det en god tommelfingerregel at sælge eller give noget af det gamle videre til andre, der kan få glæde af det. På den måde er du med til at holde tøj og ting i cirkulation så længe som muligt.

5. Er behovet reelt?

Vi bliver hele tiden eksponeret for reklamer, der kløgtigt forsøger at overbevise os om, at vi har brug for noget nyt. Alligevel bør man altid spørge sig selv, hvor reelt behovet for at købe nyt er.

Er tøjet så slidt, eller er genstanden så ødelagt, at det er vanskeligt at reparere? Køber du noget, som du ikke har i forvejen, og som du får brug for? Eller er det bare glæden ved at købe, du søger? Igen kan en vellykket reparation ofte give samme positive effekt.

6. Tænk langsigtet

Når du har besluttet dig for at tage på shopping, er en del af turen måske bygget på spontanitet og overraskelsen ved at finde noget, du ikke vidste, du måtte eje. Alligevel kan du gøre klogt i at tænke over, at det du køber, også er noget, der skal holde i længden, og fortsat er noget, du vil bruge hyppigt og måske i flere sammenhænge. F.eks. kan fodtøj godt være praktisk, holde dig varm og være vandtæt og samtidig bruges ved flere lejligheder.

En anden oplagt overvejelse er, om andre også kan få glæde af den ting, du køber, f.eks. kan du måske dele hækklipper med din nabo.

7. Vælg kvalitet

Der er sjældent noget som et godt tilbud, hvor man får meget for pengene. Omvendt kan det tit svare sig at betale en smule mere og eksempelvis vælge tøj af stærke, holdbare materialer, eller elektronik, der er samlet af de bedste, hele materialer, der sikrer en længere levetid, er nemmere at reparere og kan bedre genanvendes.

Der er ikke altid sammenhæng mellem pris og kvalitet, men ofte finder du svaret i valget af materialer.

8. Gå efter så hele materialer som muligt

Jo flere materialer et produkt består af, jo sværere bliver det som udgangspunkt at genanvende de værdifulde materialer, når levetiden er ovre. Derfor er det altid bedst at gå efter produkter, der er sammensat af så få og hele materialer som muligt.

Ofte hænger hele materialer også sammen med god kvalitet. Se varebeskrivelsen, når du køber eller spørg butikken, hvis du er i tvivl om materialesammensætningen.

9. Tænk, før du køber gummistøvler, haveslanger og badedyr

Det er ikke sikkert, at du tænker over det, men dine nye gummistøvler kan være svære at komme af med igen. Mange gummistøvler, badedyr og haveslanger indeholder PVC og kan derfor ikke genanvendes eller energiudnyttes, men bliver i stedet deponeret.

Derfor bør du gå uden om PVC og i stedet sigte efter genanvendeligt materiale. Spørg i butikken, hvis du er i tvivl.

10. Spørg butik og producent om miljødeklaration og kræv dokumentation

Som forbruger kan det være svært at finde rundt i de forskellige deklarationer. Spørg derfor butikken eller producenten efter dokumentation for, at produktet er bæredygtigt, og om det kan genanvendes.

Gå generelt efter Svanemærket, EU-Blomsten og energimærkning ved elektronik.

Der er fastsat en EU-målsætning om at øge genanvendelsen af vores husholdningsaffald med 65 pct. inden 2035 i hele EU, og i Aarhus er der desuden en målsætning om at tredoble mængden til genbrug frem mod 2026.

Pressekontakt

Skriv til os

Pressetelefon: 77 88 05 23
(kun opkald)

Pressetelefon