Gå til indhold

Hvad vil du gerne
søge frem?

I dag starter Aarhus ny affaldssortering

Efter års intensiv planlægning og forberedelse er Kredsløb nu klar til at udrulle den nationale affaldssortering. Det skal øge genanvendelsen af værdifulde råmaterialer.

Sorteringen begynder blandt villaejerne i det nordlige Aarhus, og i september kommer sorteringen til midtbyen for fællesbebyggelser.

Implementeringen af ordningen slutter i det sydlige Aarhus sidst på året. 

I dag begynder udrulningen af den nye ordning, hvor aarhusianere skal sortere lidt mere, når vi går fra at sortere i seks affaldstyper til ti affaldstyper. Ordningen er et led i en landsdækkende målsætning om at øge genanvendelsen af vigtige materialer, så 55 pct. genanvendes i 2025, og derfor skal alle landets kommuner implementere fire ekstra affaldsfraktioner, når vi sorterer vores affald. 

Nogle kommuner er gået i gang med sorteringen, og Kredsløb er nu klar til at sætte gang i ordningen i smilets by. Og der er da også smil at spore hos selskabets chef for genbrug, Lars Banke: 

”Vi har arbejdet intenst for at blive klar med en god ordning, hvor kunderne har de bedste forudsætninger for at bidrage til en god og korrekt sortering. Og hvor er det fantastisk, at vi er nået så langt i Danmark med at få mest muligt ud af vores dyrebare ressourcer og nu kan tage fire store skridt mere i den rigtige grønne retning,” forklarer Lars Banke og henviser til de fire ekstra affaldsfraktioner, der fremover skal sorteres med, når vi sorterer affaldet derhjemme. 

Tre beholdere og en kasse til farligt affald

Selvom man sorterer i ti fraktioner, skal man dog ikke frygte sortering i ti skraldespande.

I stedet skal man blot sortere sit affald i fem rum og lidt flere affaldstyper i form af madaffald, blød plast, mad- og drikkekartoner, tekstiler og farligt affald. Villaejere får tre beholdere og en kasse til farligt affald, mens kunderne der bruger nedgravede beholdere og beboere med fælles affaldsløsninger får nye systemer, der også bliver tilpasset ordningen. I den forbindelse kommer en ny ordning til farligt affald i 2024 til fælles bebyggelser og midtbyen. 

Kredsløb har fuld forståelse for, at den nye sortering kræver lidt tilvænning og står derfor klar med hjælp og inspiration på hjemmeside, sociale medier og via kundeservice. I løbet af foråret og sommeren har selskabet desuden afholdt kurser for viceværter i boligforeninger, lavet inspirationsudstillinger til diverse events og udsendt informationsmateriale til kunderne.  

”Det er klart, at vi alle skal vænne os til at sortere lidt mere. Hos Kredsløb har vi derfor gjort en dyd ud af at være i dialog med kunderne i god tid, når der er sket nyt relevant, og vi vil selvfølgelig også lægge os i selen for at hjælpe aarhusianerne godt i gang her i starten, hvor der er brug for det. Vi oplever dog generelt, at aarhusianerne gerne vil sortere og faktisk er gode til det, så jeg er sikker på, at vi i fællesskab får skabt en god sortering,” fortæller Lars Banke.  

Starter i nord og slutter i syd 

I dag skal de nye beholdere afleveres til de første kunder. Her er det villaejerne i det nordlige Aarhus, der kan se frem til at komme i gang med sorteringen.

For øvrige villaejere og fælles bebyggelser gælder det derefter, at man implementerer den nye ordning i en slags bue rundt om Aarhus og slutter nede syd på omkring Malling i december. 

Fra september starter udrulningen i midtbyen og fortsætter så frem til sidst på året. Inden året er omme, er det forventningen, at den nye ordning er udrullet og i drift for alle kunder, dog med forventelige tilpasninger til ordningen, såsom en ny lokal løsning for farligt affald til beboere i fællesbebyggelser. Kunderne får besked, når de skal i gang med affaldssorteringen. 

Østjysk samarbejde for mere ensartet sortering 

Selvom det kan være en rigelig stor opgave at planlægge udrulningen af ny affaldssortering i Danmarks næststørste by, indgik Kredsløb tidligt i forløbet en aftale med de omkringliggende kommuners affaldsselskaber Favrskov Forsyning, Renosyd og Renodjurs om et samarbejde i udrulningen af det nye affaldssystem.

Formålet var, foruden stordriftsfordele, at strømline sorteringen og sikre, at de ca. 560.000 kunder i Østjylland møder så ensartet en sortering i det som muligt. Dog med visse forskelle for, hvornår sorteringen går i gang i de forskellige kommuner.  

Det sker der med dit affald 

Når affaldet ender sine dage i beholderen hjemme hos dig, skal den øgede sortering sikre, at endnu mere af vores affald kan udnyttes til fulde. F.eks. kan nogle plasttyper genanvendes op til otte gange, og den nye sortering af mad- og drikkekartoner vil føre til mere genanvendelse, og sådan er det meningen, at mest muligt genanvendes og det, der ikke kan genanvendes, energiudnyttes, hvis det er egnet til det.  

Er man nysgerrig på, hvad der sker affaldet, er det muligt at følge de forskellige affaldstypers rejse på www.kredslob.dk/affaldsfilm 

Fakta om affaldssortering i Aarhus

  • Mandag 7. august 2023 begynder Kredsløb at rulle nye affaldsbeholdere ud til aarhusianerne.  
  • Der skal køres 190.000 affaldsbeholdere ud og sættes 900 nye nedgravede containere op.  
  • Hver enkelt skal først begynde at sortere på den nye måde, når man har fået en nye beholder – enten hjemme eller der, hvor man normalt afleverer sit affald.  
  • I december har alle i Aarhus fået nye beholdere.  
  • Hvornår turen kommer til dig, kan du se på kredslob.dk/nysortering

Pressekontakt

Skriv til os

Pressetelefon: 77 88 05 23
(kun opkald)

Pressetelefon