Gå til indhold

Hvad vil du gerne
søge frem?

Kredsløb klar til at fange CO2, men dårlige vilkår spænder ben

Forsyningsselskabet Kredsløb kan skabe et af landets største CO2-fangstanlæg i Lisbjerg.

Men det kræver helt andre rammer, hvis etableringen af et fuldskala CO2-fangstanlæg i Aarhus skal blive til virkelighed.

Kredsløb vil fange den CO2, der kommer ud af skorstenen fra både det biomassefyrede kraftvarmeværk og affaldsenergianlægget, der begge er en del af Kredsløbs Energipark i Lisbjerg, som hver dag producerer el og fjernvarme til aarhusianerne.

Målet er, at anlægget skal indfange 450.000 tons CO2 årligt, som ellers var havnet i atmosfæren.

Fangstanlægget kan være færdigbygget og klar til brug inden 2030 og understøtter kommunens mål om CO2-neutralitet i 2030.

Behov for bedre rammer

Men skal projektet løftes fra tegnebrættet og blive til virkelighed, er der behov for at forbedre de grundlæggende betingelser og helt ændre de nuværende rammer.

”Vi har allerede teknologien til at komme i gang med CO2-fangst. Samtidig er de kommunalt ejede anlæg ideelle til at etablere fangstanlæg ud fra en samfundsøkonomisk betragtning. Men der er brug for, at lovgivningen bliver indrettet, så det i praksis er muligt at etablere og drive disse anlæg som en integreret del af vores forretning," forklarer Thomas Rand, der er bestyrelsesformand i Kredsløb og fortsætter:

”Hvis vi skal lykkes med både lokale og nationale klimamål, skal den nye regering prioritere rammerne som noget af det første.”

Rådmanden går til regeringen

I dag er området reguleret af flere forskellige love inden for el- og varmeforsyning, hvor der ikke er taget højde for, at arbejdet med CO2-fangst går på tværs af sektorer.

Dertil er det uklart, hvorvidt et kommunalt ejet forsyningsselskab har hjemmel til at drive et fangstanlæg og de aktiviteter, som hører til at bortskaffe CO2, og selv hvis det var tilfældet, kan anlægget ikke finansieres på ordentlige vilkår.

”Aarhus skal gå forrest i den grønne omstilling, og vi kan tage nogle store skridt mod en grønnere fremtid ved at etablere et CO2-fangstanlæg. Men det er selvfølgelig afgørende, at de rette forudsætninger er til stede for de kommunalt ejede selskaber. Derfor vil vi rette henvendelse til den nye regering og opfordre den til at kigge på området,” siger Nicolaj Bang, rådmand, Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.

Ingen økonomiske incitamenter

Ud over den generelt mangelfulde lovgivning er endnu en udfordring, at den økonomiske gulerod udebliver i det nuværende kvotesystem.

Mens der i dag retmæssigt er store afgifter på at udlede fossil CO2, hvilket er nødvendigt for at nå klimamålene, mangler der omvendt en gevinst i at sikre negative emissioner, som også er nødvendige for at nå målsætningerne. Derfor er der behov for en regulering af kvotesystemet på EU-niveau.

”Vi har en grundlæggende opgave i at levere grøn varme til de bedst mulige priser til gavn for kunderne. Derfor er der store økonomiske perspektiver i at indfange den fossile CO2 fra f.eks. plastaffaldet, da vi kan undgå CO2-kvoter og CO2-afgifter, som vil koste et trecifret millionbeløb allerede i 2030. Men det er nødvendigt at skabe økonomiske incitamenter til at indfange den biogene CO2 fra f.eks. halmen og de organiske materialer i affaldet, så projektet kan finansieres på den mest gunstige måde for kunderne,” slutter Thomas Rand.

I første omgang er det planen at returnere den indfangede CO2 til undergrunden, eksempelvis i Nordsøen. På længere sigt er forventningen, at den indfangede CO2 kan omdannes til miljøvenligt flydende brændstof til f.eks. lastbiler, skibe og fly i et Power-to-X anlæg.

Hvis planen realiseres, forventes den samlede investering i et fuldskala CO2-fangstanlæg at beløbe sig til ca. 2-3 mia. kr.

Fakta om CO2-fangst

  • Et fuldskala CO2-fangstanlæg kan blive etableret inden 2030.

  • Anlægget skal indfange CO2 fra Kredsløb Energipark Lisbjerg, både fra det biomassefyrede kraftvarmeværk og affaldsenergianlægget.

  • Biogen CO2 stammer fra biomasse som f.eks. halm og organiske materialer i affaldet.

  • Fossil CO2 stammer fra fossile kilder som f.eks. plast i affaldet.

  • Afbrænding af biomasse er ikke CO2-frit, men CO2-neutralt. CO2-neutraliteten skyldes, at biomassen i vækstfasen har optaget den samme mængde CO2, som der udledes ved afbrændingen.

  • Der forventes at blive fanget op til 450.000 ton CO2 årligt, når fangstanlægget er i fuld drift.

  • Den indfangede CO2 skal i første omgang returneres til undergrunden, hvor den lageres. Det er endnu uafklaret, hvor CO2’en skal lageres. På længere sigt er det forventningen, at CO2 kan omdannes til miljøvenligt flydende brændstof i et Power-to-X anlæg.

  • Power-to-X (PtX) er en proces, hvor grøn elektricitet omdannes til brint, eller andre brint-baserede produkter via elektrolyse og videreforædling.

  • Den samlede investering forventes at beløbe sig i ca. 2-3 milliarder kr.

Pressekontakt

Skriv til os

Pressetelefon: 77 88 05 23
(kun opkald)

Pressetelefon