Nu kan indbyggerne i Skovby, Storring og Stjær endelig begynde at glæde sig til at tænde for fjernvarmen i stuerne.
Tirsdag den 1. november blev det nemlig en realitet, at Kredsløb bringer fjernvarmen til alle tre byer.
Mens Skovby allerede nåede den obligatoriske tilslutning medio sidste uge, blev det mere neglebidende for Storring og Stjær.
Alligevel lykkes det kort før lukketid både Storring og Stjær at opnå den obligatoriske målsætning med hhv. 71 % for Storring og 70 % for Stjær.
Til gengæld opnåede man i Skovby en tilslutning på hele 77 % efter de endelige tal er gjort op.
Glæde over resultatet
Derfor har Kredsløb et solidt grundlag for at sikre tilslutningen af alle byerne.
”Vi står nationalt i en ekstraordinær situation, hvor det er mere relevant end nogensinde før at få danskerne over på fjernvarme. Derfor er vi i Kredsløb overordentligt glade for, at det lykkes at bringe fjernvarmen til alle tre byer, og at vi nu står med så flot tilslutning. Vi er imponerede over det engagement, som indbyggerne har vist gennem hele processen," forklarer Bjarne Munk Jensen, der er adm. direktør for Kredsløb.
Hos Skanderborg Kommune glæder man sig også over, at de mange husstande, som ønsker fjernvarme, nu får mulighed for at blive tilsluttet:
”Det har været en lang og grundig proces. Borgerne har været meget engagerede. Kredsløb har været gode til at informere om mulighederne og tage dialogen lokalt, og det er vigtigt, for det er en stor beslutning at skifte varmeforsyning i en husstand. Jeg er glad for, at det er lykkes at komme i mål i både Skovby, Storring og Stjær, og jeg ser frem til at følge det videre arbejde,” fortæller Claus Leick formand for Klima-, Miljø- og Planudvalget.
Første spadestik i starten det nye år
Det konkrete grave- og etableringsarbejde forventes at kunne begynde i starten af det nye år, såfremt alle formelle tilladelser og tilsagnet om støtte fra den nationale fjernvarmepulje er på plads.
Kunderne kan løbende forvente et besøg fra Kredsløbs fjernvarmerådgivere, der vil aftale placering af boligens stikledning og tidspunkt for forventet tilslutning af den enkelte bolig.
Kredsløb og Skanderborg Kommune vil informere om flere detaljer, så snart der er nyt.