Gå til indhold

Hvad vil du gerne
søge frem?

Årets Energispringer Aarhus 2023

Igen i år blev Årets Energispringer kåret og hyldet af Kredsløb og netværket Energispring Aarhus.

Prisen blev givet til et projekt, der har gjort en særlig indsats i forhold til energieffektivisering.

Vinderen blev kåret 30. november 2023 på Aarhus Kommunes årskonference for klimaindsatsen.

De nominerede var ...

Det er netværkets partnere, der har indstillet deres projekter, og en jury, der udvælger de 3 nominerede og finder en vinder. De nominerede i 2023 var:

  • Arla Innovation Centre
  • DOMI Bolig
  • MSO - Folkehuset Møllestien

Du kan se de tre nominerede præsentere deres projekter i videoerne herunder.

Mød de nominerede til

Årets Energispringer 2023

Årets nominerede

Arla Innovation Centre

Arla Innovation Centre har halveret sit varmeforbrug

Arla Innovation Centre i Skejby er nomineret for arbejdet med at spare energi og sænke returtemperaturen på fjernvarme.

Bl.a. ved at systemoptimere på ventilation, køleanlæg og pumper har Arla Innovation Centre formået at sænke varmeforbruget med 50 procent. 

Samtidig har bygningen en imponerende returtemperatur på kun 27 grader.

 

DOMI Bolig

DOMI Bolig: Solceller på taget og ventilationsvinduer

Boligforeningen DOMI Bolig er nomineret for en planlagt omfattende energirenovering af en boligejendom med i alt 18 lejligheder.

Efterisoleret facade, nyt tag med solceller og ventilationsvinduer er nogle af de grønne forbedringer, beboerne kan glæde sig over. 

 

MSO - Folkehuset Møllestien

MSO - Folkehuset Møllestien: Brugerne svømmer i overskudsvarme

MSO - Folkehuset Møllestien er nomineret for deres projekt, hvor overskudsvarmen fra et centralt kølerum bliver overført til husets varmtvandsbassin.

På den måde bliver der spare 87,6 MWh om året, og det betyder, at den ekstra investering er tjent hjem på kun et år.

Vinderen blev ...

Magistratsafd. for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune (MSO) for projektet i Folkehuset Møllestien, hvor brugerne kan svømme i overskudsvarme.

Juryen lagde i sin begrundelse vægt på, at MSO har lavet en gennemtænkt løsning, som samtidig er simpel:

”Det har været et svært valg, for det var tre virkelig gode projekter! Men vinderen skiller sig alligevel ud. Foruden at opnå en stor energibesparelse, så er vinderen i særlig grad lykkedes med et hensigtsmæssigt projekt for alle involverede parter. Den innovative løsning er samtidig relativt simpel, og den kan derved inspirere andre ved at vise potentialet for genbrug af overskudsvarme – også selvom man ikke lige har et svømmebad i nærheden!”

Stort tillykke til MSO og teknisk driftschef, Stig Tofteberg med prisen!

Mød juryen, der valgte årets vinder

Vinderen af Årets Energispringer Aarhus 2023 blev valgt af denne jury (fra højre på billedet):

Steffen Petersen, professor i byggeri fra Aarhus Universitet

Elinor Bæk Thomsen, konstitueret chef for Klimasekretariatet

Peter Aagaard, projektleder hos entreprenørfirmaet A. Enggaard A/S

Troels Ennemark Høiriis, modtager af Årets Energispringer 2022 for MSO, i dag servicetekniker ved STYREG

Sådan vurderede juryen projekterne

Projekterne blev bedømt ud fra om, de har:

  1. Bidraget til et lavere energiforbrug (vægter 50%)
  2. Tænkt langsigtet og skabt værdi (vægter 25%)
  3. Resulteret i videndeling til inspiration for andre (vægter 25%)

Smuk statuette af genbrugsplast

Årets vinder, MSO, blev belønnet med en unik statuette håndlavet af 100% genanvendt plast. 

Statuetten er designet af A Circular Design Studio, som bl.a. har brugt indsamlet plast fra et lokalt støberi, og propper fra kosttilskud til at skabe det særlige marmor-look. 

Bliv en del af Energispring Aarhus

Vil du vide mere eller være med?

Som partner i Energispring Aarhus kan du få udveksling på daglig basis og deltage i netværksmøder med status, fremdrift, videndeling og relevante temaer for bygningsejere med interesse i energieffektivisering.

Projektleder
Rasmus Kelm-Hansen