Gå til indhold
Person justerer termostat på radiator

Få styr på din returtemperatur

Vidste du, at du kan spare penge på din varmeregning og samtidig få mere effektiv fjernvarme? 

Hemmeligheden ligger i det, der hedder returtemperatur og god udnyttelse af energien.

Returtemperatur er temperaturen på det fjernvarmevand, der bliver sendt retur fra dit hjem til varmeværket. Er returtemperaturen fra din bolig under 30°C, får du en bonus. 

Du kan have høj, lav eller neutral returtemperatur

Under 30°C

Lav returtemperatur giver bonus

Lav returtemperatur betyder, at din installation er god til at udnytte varmen i fjernvarmevandet. Det sparer dig for penge og miljøet for CO2.

Derfor får du en belønning af os, hvis du har en lav returtemperatur.

På din regning vil det stå som ’Bonus for returtemperatur’. Det er altså en rabat på din varmeregning.

Den får du, hvis returtemperaturen i afregningsperioden på 3 måneder i gennemsnit er under 30°C. 

30-40°C

Neutral returtemperatur

Hvis returtemperaturen i afregningsperioden på tre måneder i gennemsnit ligger mellem 30°C og 40°C, så er den i orden.

Du får du hverken bonus eller gebyr.

Over 40°C

Høj returtemperatur koster ekstra

Høj returtemperatur betyder, at din installation bør være bedre til at udnytte varmen fra fjernvarmevandet. Det bruger mere energi og udleder mere CO2.

Derfor skal du betale ekstra, hvis din returtemperatur er høj.

På din regning vil det stå som ’gebyr for returtemperatur’. Du skal betale gebyret, hvis returtemperaturen i  afregningsperioden på 3 måneder i gennemsnit er over 40°C.

Hvad er returtemperatur?

Når fjernvarmevandet pumpes fra varmeværket og direkte hen til dit hjem, er det ca. 60-70°C. Det skal være meget varmt, fordi det både skal give varme til dit hjem og til varmt vand i hanerne.

Når fjernvarmen har gjort sit arbejde, bliver det ført tilbage til varmeværket. Den temperatur vandet har på vej tilbage kaldes returtemperatur.

Returtemperaturen skal helst være under 40°C. Så er varmen nemlig blevet udnyttet godt.

En lav returtemperatur har bl.a. positiv betydning for varmeværkets energiproduktion og prisen på din varmeregning.

Derfor belønner vi dig med en bonus, hvis du har en lav returtemperatur. 

Illustration af returtemperatur

Tjek din returtemperatur

Du kan finde informationer om dit varmeforbrug på Min Varme.

Her kan du bl.a. se din returtemperatur, og hvor meget varme du bruger.

Det giver dig overblikket, og du kan hurtigt se, hvilke perioder din returtemperatur er høj, og hvornår den er lav.

Lad os gøre arbejdet for dig med Fjernvarme Plus

Du kan også lade os gøre det hårde arbejde.

Med Fjernvarme Plus lejer du en moderne fjernvarmeenhed af os.

Til gengæld sikrer vi, at din fjernvarmeenhed altid virker. Vi servicerer og justerer den, så du udnytter fjernvarmevandet bedst muligt.

Tips til en bedre returtemperatur

Opvarm effektivt

Sørg for at alle termostater er tændt og indstillet ens i de rum, du ønsker at opvarme. På den måde opvarmer du din bolig mest effektivt. 

Hold dørene lukket mellem de rum, du ønsker skal have forskellig temperatur.

Sluk for alle radiatorer, når du lufter ud.

Dæk ikke radiatoren til

Hæng ikke tøj til tørre på radiatorerne. 

Sørg også for, at de ikke er dækket til af møbler eller gardiner

Tjek det varme vand

Tag temperaturen på det varme vand i vandhanerne. Den bør være omkring 50°C.

Er vandet varmere, så se videoen om brugsvandsveksleren herunder. 

Mærk på dine radiatorer

Når dine radiatorer er tændt, skal de være varme i toppen og kolde i bunden. 

Hvis de er kolde i bunden, er det tegn på, at du udnytter varmen, og at returtemperaturen på dit fjernvarmevand er i orden.

Har du gulvvarme? Se her, hvordan du gør.

Tjek din brugsvandsveksler

De fleste huse med fjernvarme har en brugsvandsveksler som en del af det anlæg, der styrer fjernvarmen.  Brugsvandsveksleren er en ofte årsagen til for høj returtemperatur.

 

Heldigvis kan du nemt tjekke, om din brugsvandsveksler virker, som den skal. 

Tjek varmekredsløbet i din bolig

Varmekredsløbet inde i dit hus sørger for, at varmen kommer frem til dine radiatorer og vandhaner.

Hvis det kredsløb ikke kører godt, bliver varmen ikke udnyttet ordentligt, og du kan få for høj returtemperatur. 

Tjek din gulvvarme

Gulvvarme er nemt og bekvemt, men det sindrige system under gulvbrædderne kan også gemme på en række årsager til høj returtemperatur.

 

Se her, hvordan du kan tjekke for gængse fejl på et gulvvarmeanlæg. 

Få hjælp til dit fjernvarmeanlæg

Bor du til leje?

Så skal du kontakte din udlejer, som kan tjekke, at varmeanlægget fungerer, som det skal. 

Spørg din VVS-installatør

Hvis du allerede følger varmerådene, og returtemperaturen stadig er for høj, bør du kontakte en VVS-installatør.

Fortæl installatøren, at det drejer sig om din returtemperatur, så ved installatøren, hvad der skal gøres.

Har du et gammelt anlæg? Vælg Fjernvarme Plus

Fjernvarme Plus er for dig med en gammel fjernvarmeenhed, som vil slippe for at investere i et nyt. 

Her lejer du nemlig en ny, effektiv fjernvarmeenhed, som giver dig varme, tryghed og ingen uforudsete udgifter.

Sådan beregner du bonus og gebyr

For at regne ud, hvor meget din bonus eller dit gebyr er, kan du bruge denne formel:

Bonus: Forbrug i kWh x (30°C - Returtemperatur under 30) x 0,010 kr.

Gebyr: Forbrug i kWh x (Returtemperatur over 40 - 40°C) x 0,010 kr.

Termostat 30-40 grader

Godt for klimaet

Først og fremmest er det vigtigt, fordi det fortæller, om din installation udnytter varmen rigtigt.

Hvis ikke varmen bliver udnyttet godt nok, bliver varmetabet i ledningsnettet større, end det behøver.

Det er ikke smart, for så skal vi producere endnu mere varme. Og der kræver mere energi og ressourcer.

Fornuftig varme

Helt enkelt sagt er varmeværket mest effektivt, hvis der kommer lunkent vand retur til værket.

Ellers betyder det, at der kommer en masse uudnyttet varme tilbage til værket. Så jo mere varme du trækker ud af fjernvarmevandet, desto bedre udnytter du energien. Når du sender varmt vand retur, betyder det, at anlægget ikke udnytter energien godt nok og derfor skal vi sende mere varmt vand gennem dit anlæg, for at du har et lunt hjem og varmt vand.

Det er hverken effektivt eller godt for klimaet. Og i sidste ende kan det gøre varmen dyrere.

Sparer energi og ressourcer

Derudover vil vi i fremtiden gerne gøre vores fjernvarme klar til meget mere vedvarende energi. Og det kan vi kun, med bedre udnyttelse af fjernvarmen.  

Og du kommer ikke til at mærke forskel, men det kan klimaet, fordi:

1. Vi skal bruge mindre energi på at varme vandet op

2. Der skal mindre vand igennem dit anlæg og bedre udnyttelse af ressourcer

3. Det kan give lavere fjernvarmepriser for dig som kunde

Men det kan kun lade sig gøre, hvis vi alle sammen sænker returtemperaturen.

Spørgsmål og svarom returtemperatur

Ring hverdage kl. 9-14

77 88 10 10

Ring til os

Skriv døgnet rundt

Skriv til Kundeservice Varme

Skriv til os