Sådan lyder opfordringen i den nye kommunikationskampagne “Aarhus skralder igennem” fra Kredsløb, der skal inspirere og motivere de unge aarhusianere til at sortere lidt mere af deres affald og derved bidrage til en altoverskyggende målsætning, om at flere af vores resurser bliver genanvendt.
”Det nytter at sortere, og vi kan overordnet se på vores data, at aarhusianerne generelt er helt med på den præmis og gør sig umage for at sortere. Men selvom vi er kommet godt fra start, er der stadig potentiale for en endnu bedre sortering af flere værdifulde resurser, der bliver sendt til genanvendelse. Aarhus er især en studieby med mange unge studerende, og derfor sætter vi spot på de unge i midtbyen i en kampagne, hvor vi med humor og inspiration satser på at motivere endnu flere,” fortæller Lars Banke, der er chef for Affald og Genbrug i Kredsløb.
I kampagnen er det hensigten at nå flere af de unge i Aarhus midtby, hvor man med især indhold på sociale medier og en influencer, suppleret af en række iøjefaldende plakater i bybilledet, vil forsøge at få de unge til at huske, at mad skal i madaffald – og i det hele taget, at der er stor værdi i ikke at lade det hele ende i restaffald. Udover den primære målgruppe håber Kredsløb også at kunne inspirere øvrige kunder, der bor i midtbyen, som stifter bekendtskab med kampagnen.
Selvom man ikke kan forvente, at alle sorterer korrekt fra start, er det ifølge Lars Banke afgørende, at man sætter tidligt ind, hvis man ønsker at skabe nye gode sorteringsvaner.
”Gode vaner skal skabes fra start, så udover løbende kommunikation er det vigtigt, at vi sætter ind med relevant motiverende kommunikation i takt med, at vi får mere viden om adfærden,” fortæller Lars Banke.
Tidligt på sommeren gjorde Kredsløb status på sorteringen efter et år.
Her lød beskeden, at indsatsen har båret frugt, særligt når det kommer til de grønne poser til madaffald, hvor den samlede indsamlede mængde oversteg 7,8 mio. kg ved udgangen af april. Mængden af restaffald er samtidig faldet med 29 pct. over et år.
Tilsammen var det en klar indikation på, at vi er begyndt at sortere mere. Men går man i detaljer, er der stadig rum til forbedring, hvor Kredsløb gerne ser mere af plastikken, metallet og madaffaldet ende i beholderne til formålet, så det kan sendes videre i kredsløbet til genanvendelse.
Der skal to til et godt skrald!
Når man i nærmeste fremtid går på sociale medier eller slentrer en tur rundt i byen, vil man med god sandsynlighed få øje på kampagnens budskaber, hvor bl.a. en tekst lyder ”Der skal to til et godt skrald”. Her håber Kredsløb, at man med et glimt i øjet, humor og ved at tale i øjenhøjde med målgruppen, kan nå flere af de unge i sorteringen.
”Det er svært at motivere til vaneændringer, og det er endnu sværere, når det er et lavinvolveringsområde for en målgruppe som de unge, der bevæger sig på mange kanaler og bliver eksponeret for utallige budskaber hver dag. Derfor er det vigtigt, at vi taler i øjenhøjde med målgruppen og skaber noget blikfang. På den baggrund har vi valgt en humoristisk tilgang, som jeg da også håber, andre uden for målgruppen kan trække lidt på smilebåndet over,” siger Lars Banke.
Kampagnen forventes at køre over de næste uger og kan opleves på sociale medier og udvalgte steder i midtbyens byrum.
Se mere om Kredsløbs kampagne, og få inspiration til sorteringen her