Gå til indhold

Kom tæt på den geotermiske varme fra undergrunden under Aarhus

Pressemeddelelse 20.05.2026

Besøgsdag ved det geotermiske anlæg i Skejby.

Siden oktober sidste år har Aarhus fået fjernvarme fra geotermi. Nu inviterer Kredsløb og Innargi til besøgsdag ved byens første geotermianlæg i Skejby. De to selskaber står bag leveringen af geotermisk varme til de aarhusianske husstande og åbner nu dørene til anlægget for borgerne. 

Da Kredsløb og geotermivirksomheden Innargi satte det geotermiske anlæg i Skejby i drift den 31. oktober sidste år, vakte det stor interesse i både ind- og udland.

Nu får byens borgere for første gang mulighed for at opleve anlægget helt tæt på, når Kredsløb og Innargi åbner dørene til besøgsdag i Skejby den 30. maj.

Besøgsdagen giver mulighed for både at blive klogere på geotermisk varme. Herudover er der mulighed for at besøge både det geotermiske anlæg og Kredsløbs vekslerstation, som distribuerer fjernvarmen ud til byens borgere via store underjordiske rør.

Gratis tilmelding efter først-til-mølle
I alt er der plads til 600 besøgende på dagen. For at alle får den bedst mulige oplevelse, er der lavet tre hold, som hvert har plads til 200 personer. De tre hold løber af stablen hhv. kl. 9.45, 10.45 og 11.45 med oplæg om Fremtidens fjernvarme og geotermi – lige fra undergrunden til, hvordan det varme vand kommer op til overfladen og videre ud i radiatorerne. Herefter vil der være mulighed for at se det geotermiske anlæg indeni samt for at besøge Kredsløbs vekslerstation. Desuden er der sørget for en kop kaffe til at forsøde lørdagen med.

De 600 pladser fordeles efter først-til-mølle-princippet og ved gratis tilmelding. Arrangørerne opfordrer til, at man, så vidt muligt, ankommer via offentlig transport, cykel eller gåben, da der er et begrænset antal parkeringspladser i området.

20 pct. af varmen vil komme fra geotermi
I 2030, når det geotermiske anlæg i Aarhus står helt færdigt, vil det være EU’s største geotermiske anlæg. Geotermi skal til den tid levere cirka 20 pct. af varmen til Aarhus. Anlægget i Skejby er første skridt på vejen til dette. Herudover vil der blive anlagt geotermi ved Halmstadgade og Bautavej samtidig med, at anlægget i Skejby udvides. Det samlede geotermiske anlæg vil minimum være i drift og levere varme til Aarhus i 30 år fra 2030. Allerede nu har Aarhus reduceret mængden af importerede træpiller med 2500 tons i vintermånederne.


Læs mere på: Kom til besøgsdag på det geotermiske anlæg i Skejby


Om Kredsløb
Kredsløb leverer fjernvarme til 330.000 mennesker og genanvender affald for 170.000 husstande i Aarhus Kommune.


Om Innargi og geotermi i Aarhus
Innargi A/S blev grundlagt i 2017 af A.P. Møller Holding A/S og ejes i dag af A.P. Møller Holding, ATP og NRGi Renewables. Innargis mission er at dekarbonisere fjernvarmen ved at bringe geotermi i spil som kilde til varme i millioner af hjem med ekspertise fra et erfarent hold af geologer, reservoir-, facilitets- og boreingeniører samt via partnerskaber med fjernvarmeeksperter. Innargi står for at bygge i alt tre geotermiske anlæg i Aarhus, som til sammen skal levere cirka 20 pct. af varmen til Aarhus fra 2030.

Har du spørgsmål eller kommentarer?

Ring til pressetelefonen på 77 88 05 23 (kun opkald)

Ring til os

Send en mail til presse@kredslob.dk 

Skriv til os