Gå til indhold

Knap halvanden million besøg på genbrugsstationerne i Aarhus i 2025

Aarhusianere lagde i stor stil besøget forbi genbrugsstationerne sidste år. Faktisk registrerede Kredsløb mere end 1,4 millioner besøg. Det viser en ny opgørelse over automatiske nummerpladescanninger besøg på Kredsløbs seks genbrugsstationer.

Djurs Sommerland, Nationalmuseet og Kronborg Slot var som vanligt år blandt nogle af topattraktionerne i Danmark, hvor hundredtusindvis af danskere lægger besøget forbi. Selvom turen på genbrugsstationen nok ikke tæller som en attraktion, viser en ny opgørelse over automatiske nummerpladescanninger, at rigtig mange besøgte genbrugsstationerne for at komme af med haveaffaldet, de aflagte byggematerialer og stort og småt brændbart.

Således viser første årsopgørelse fra Kredsløb over automatiske nummerpladescanninger, at aarhusianerne i alt besøgte genbrugsstationerne 1.427.030 gange sidste år med byggematerialer, elektronik, haveaffald, stort affald, maling, kemikalier og meget andet.

Ifølge Benny Stjernholm, der er chef for genbrugsstationerne og Cirkulære Råstoffer hos Kredsløb, vidner det høje tal om, at aarhusianerne er gode til at bruge genbrugstilbuddene i Aarhus, hvor de både kan komme af med affald og udveksle genbrug.

”Det er ikke kun, når man skal af med affald, men også når jagten er sat ind på genbrugsfund, at aarhusianerne besøger os på genbrugsstationerne. Vi har også haft mange besøg på vores mange genbrugstilbud, hvor flere tusinde aarhusianere i løbet af året har været på jagt efter genbrug,” forklarer Benny Stjernholm.

Juli måned topper med 151.650 besøg. Det er genbrugsstationen i Risskov, der med 455.301 besøg på et år, er den mest besøgte. Tidligere har stationen i Risskov også kunnet bryste sig af at være Danmarks mest besøgte genbrugsstation.

“Sommeren er den periode, hvor folk har mest fritid, og så er der selvfølgelig også mere overskud til fx at komme på genbrugsstationen. Det er jo en periode, hvor kunderne hyppigt er i haven for at holde den nede, og det giver jo naturligt en masse haveaffald, man skal af med, som vi så kan omdanne til kompost, slutter Benny Stjernholm.”

Have- og byggeaffald hitter

Haveaffald, jord og materialer som træ, beton og småt brændbart er de affaldstyper, der afleveres mest af på genbrugsstationerne i 2025. Det understreger, at der fortsat er godt gang i byggeriet og i havearbejdet hos aarhusianerne.

Top-5 – mest afleverede affaldstyper på genbrugsstationerne

  1. Haveaffald

  2. Jord

  3. Rent træ

  4. Beton

  5. Småt brændbart

Pressekontakt

Skriv til os

Pressetelefon: 77 88 05 23
(kun opkald)

Pressetelefon