Gå til indhold

Hvad vil du gerne
søge frem?

Guide: Sådan håndterer du dit affald om sommeren

For mange er sommerferien i gang eller lige om hjørnet.

Her giver Kredsløb dig gode råd til at få styr på affaldet, mens du nyder sommeren.

Rigtig mange glæder sig nu over den tid på året, hvor der er god tid til at lade de mentale batterier op. Måske står den på rendyrket afslapning og kolde drinks under palmetræer, spændende byvandring i Europas metropoler, sommerhusferie i dejlige Danmark eller noget helt andet.

Uanset hvad ferien skal gå med, er der næppe nogen af os, der gider bekymre os om dagligdagssysler som eksempelvis vores affald.

Hver husstand producerer ca. 100 kg restaffald i løbet af sommerens tre kalendermåneder. Dertil kommer øvrige typer affald som haveaffald, elektronik, emballage, storskrald med mere.

Kredsløb bringer her en simpel guide med gode råd til, hvordan du let kan håndtere dit affald i sommerperioden.

Når affaldet bliver levende

Når temperaturen stiger, øger det betingelserne for uønskede dyr i vores affald.

Nogle har sikkert prøvet, at der går hul på posen med gårsdagens fisk, eller at beholderen ikke bliver lukket helt. Og det kan være et klamt syn, der møder en, når man åbner beholderen og ser en sværm af mider og maddiker - eller i værste fald, at man har fået besøg af rotter.

Derfor bør man altid sikre, at affaldsposerne er lukket tæt, og at der ikke er gået hul på dem. Går der hul, anbefaler vi, at du placerer affaldet i en ny pose.

Er uheldet ude, eller trænger beholderen bare til et sommerbad, kan du spule din beholder med vand eller få den vasket hos Kredsløb. Du må dog forvente lidt længere ventetid i de mest populære ferieuger.

Bestil beholdervask

Har du været ekstra uheldig og fået besøg af rotter, skal du tage kontakt til kommunen. 

Har du rotter?

Askeskyer, nej tak!

Der er ikke noget meget bedre end grillmad fra kulgrillen på en dejlig sommeraften. Til gengæld er det ikke særligt rart for skraldemanden at blive mødt af en stor askesky, når han tømmer dit affald.

Sørg derfor altid for at have lukket poserne godt til, så du ikke giver din skraldemand en ubehagelig overraskelse.

Sprængfarlig overraskelse i affaldsbeholderen

Når gasflasken fra ukrudtsbrænderen eller dine andre gasflasker er tomme, er det vigtigt, du ikke smider dem i restaffald eller andre beholdere derhjemme.

Gasflasker er det, vi kalder farligt affald og skal derfor afleveres på din genbrugsstation.

Smider man dem i restaffald, kan de i værste fald eksplodere i skraldebilen eller i forbrændingsovnen. Det er selvfølgelig farligt og koster derudover både tid og penge at reparere efter en gaseksplosion.

Find nærmeste genbrugsstation

Haveaffald er ikke bare affald

Ferietid er måske også oplagt til at gå i haven og få bugt med ukrudt og beskære planterne.

Når du er færdig med havearbejdet, kan du smide haveaffaldet i beholderen til haveaffald, hvis du har bestilt en sådan.

Bestil beholder til haveaffald

Har du ikke en beholder til haveaffald, kan du køre det på genbrugsstationen, hvor det f.eks. bliver omdannet til bæredygtig kompost - eller du kan vælge at lave din egen kompost i haven af affaldet.

Find nærmeste genbrugsstation

Køb bæredygtig kompost

Endnu en mulighed er at lave kvashegn af større grene fra beskæringen.

Tag på jagt efter genbrugsguld

Mangler du et spændende møbel til sommerhuset eller kolonihaven, service til middagsbordet eller noget helt tredje, er der også rig mulighed for at gå på jagt efter genbrugsguld hos REUSE eller på den nye genbrugsstation i Lisbjerg, hvor du i samme ombæring kan tage børnene med en tur på naturstien rundt om den cirkulære plads.

REUSE i Jægergårdsgade har åbent alle ugens dage fra 12-17.

Læs mere om REUSE

Har du brug for at komme af med andre typer affald i løbet af sommeren, eller vil du f.eks. have inspiration til at bygge et nyt beholderskjul, kan du naturligvis besøge en af Kredsløbs seks genbrugsstationer mandag-fredag kl. 7-18 og kl. 10-17 i weekenden.

Find nærmeste genbrugsstation

Du får fortsat tømt dit affald, som du plejer i sommerperioden.

Rigtig god sommer!

Pressekontakt

Skriv til os

Pressetelefon: 77 88 05 23
(modtager ikke sms’er)

Pressetelefon