Efter et omfattende bygningsarbejde er man nu klar til at slå dørene op for en helt ny 12.000 m2 stor cirkulær genbrugsstation, hvor genbrug for alvor er i centrum.
”Vi skal turde tænke uden for konventionerne og finde nye måder at inspirere og motivere borgerne til at tage del i den grønne omstilling. Derfor har jeg glædet mig til, at vi i dag slår dørene op til en helt ny form for genbrugsstation, der både gør det nemt at få resurserne i kredsløb og samtidig gør det til en oplevelse, der kan motivere og inspirere til mere genbrug og genanvendelse,” siger Bjarne Munk Jensen, adm. direktør i Kredsløb.
Genbrug med stort G
Den nye station er bygget af aarhusianernes eget affald og resurser. Faktisk består det meste af genbrugsstationen af materialer direkte fra genbrugspladserne – lige fra jord, grus og asfalt til beton, træ, døre, vinduer, køkken og klinker.
For eksempel er mandskabsbygningen beklædt med 20 km genbrugstræ, og selv inventaret indendørs er genbrug.
Det er dog ikke kun stationens byggesten, hvor genbrug danner rammen. Udover at kunne aflevere affald og resurser, bliver det nu også muligt for borgerne at gå på jagt efter genbrugsguld lige fra byggematerialer som tagsten, mursten og belægningssten til det næste gør-det-selv projekt, eller man kan bytte sit gamle porcelæn, en bog eller noget helt tredje i den nye bytteboks.
”Det er vigtigt, at vi kan inspirere til nye brugssituationer, mere genbrug og genanvendelse i alle vores aktiviteter og vise, at affald ikke bare er affald, men resurser, der går i kredsløb. Derfor var det også nærliggende, at stationen og inventaret skulle bestå af genbrugsmaterialer, ligesom vi skulle indbyde til så meget genbrug som muligt,” forklarer Bjarne Munk Jensen.
Cirkulær station og grøn oase
Som ordet antyder, bliver genbrugsstation cirkelformet for at give en bedre praktisk oplevelse, når man afleverer sit affald og resurser, hvis man f.eks. kører med trailer.
Tunge maskiner på stationen vil også kun køre på særlige områder, så de ikke står i vejen for kundernes færden.
Udover at være en bekvemmelig oplevelse at besøge stationen, er det også ambitionen, at den cirkulære station i Lisbjerg skal fungere som et udflugtsmål og en grøn oase. Således bliver midten af den cirkelformede station til en grøn oase, hvor naturen er trukket ind på pladsen.
Omkring stationen vil der være en natursti langs bakkerne, som er lavet med knust tegl, der indbyder til at gå på opdagelse, og hvor formidling om genbrug, genanvendelse og rekreation bliver centrum.