Gå til indhold

Hvad vil du gerne
søge frem?

Vinteren kommer: Sådan er Kredsløb forberedt, og det kan du selv gøre

I starten af 2024 oplevede vi alle en af de mest ekstreme vintre i mange år, og det gav udfordringer for affaldshåndteringen mange steder i landet - Aarhus inklusive.

Vinteren ser nu ud til at komme retur, og derfor er Kredsløb klar med en guide til, hvordan vi alle bedst håndterer det snevejr, der måtte komme og opretholder driften så godt som muligt.

Tykke isslag og knæhøje snedynger var i en periode hverdag for østjyderne sidste vinter, og det medførte udfordringer med at afhente affald de fleste steder i Aarhus og mange andre steder i landet. Vinteren banker så småt på igen, og nu er Kredsløb klar med en guide, så du ved, hvad du kan forvente af driften, og hvordan du selv kan bidrage bedst muligt til at opretholde den.

Vi kan selvfølgelig ikke forudsige, hvordan vinteren forløber, men jeg tror, de fleste af os er af den opfattelse, at sidste år var et ekstremt tilfælde, som vil forekomme sjældent. Det sagt, er vi selvfølgelig forberedte, og vil gøre, hvad vi kan for at opretholde en så normal drift som muligt, uanset hvordan denne vinter bliver. Så kommer der igen en situation med sne og is på vejene i flere dage, og transportørerne derfor ikke kan køre ud og afhente affaldet, aktiveres alternative muligheder for at kunderne kan komme af med deres affald” fortæller Lars Banke, der er chef for Affald og Genbrug i Kredsløb.

Vanskeligt at hente affald med is og sne på vejene

Ifølge Kredsløb er det svært at være præcis omkring hvor store snemængder, der skal være, før driften bliver udfordret. Dog gælder det, at hvis veje er belagt med sne og is og ikke ryddet og saltet, kan det blive svært, og i nogle tilfælde umuligt for transportørerne at køre på vejene, og ikke mindst at trække rundt på de fyldte affaldsbeholdere. 

De største udfordringer er, hvis vejene ikke er ryddet eller saltet, så kan man ikke foretage tømninger i de områder. Det gælder selvfølgelig både de offentlige veje og de private veje, som boligejerne selv har ansvaret for.

Hvis sneen falder tæt i længere tid, eller temperaturen kommer meget langt ned over en længere periode, kan det blive svært for myndighederne at få ryddet, og så må man pænt afvente, til det er forsvarligt.
Det er en vurderingssag, hvornår det ikke lader sig gøre, men overordnet set er det også et spørgsmål om skraldemændenes sikkerhed, og den vægtes naturligvis højt.

Sådan forbereder Kredsløb sig på vinteren

Kredsløb er løbende i dialog med transportørerne og den ansvarlige entreprenørenhed i kommunen om snerydningen, så man ved, hvornår og hvor man kan komme ud.

Der er desuden nogle ekstra håndtag, man vil trække i om nødvendigt, såsom at åbne genbrugsstationerne til ekstra aflevering af alle affaldsfraktioner, muligheden for at kunder kan stille en klar sæk med affald ved siden af beholderen, etablere såkaldte omlastepladser på knudepunkter for hurtigere at kunne hente affaldet, indføre ekstra midlertidige løsninger til at aflevere affald i midtbyen, ligesom man er klar med en plan til at mande op på oprydning ved nedgravede beholdere i midtbyen efter behov. 

Hvis særlige situationer opstår på grund af vejret, vil man informere de kunder direkte, som har tilvalgt at få besked fra Kredsløb via SMS, så de ved, hvad de kan forvente.

Tilmelding til SMS-besked-service kan ske gratis på Kredsløbs hjemmeside. Derudover kan man løbende orientere sig på hjemmeside, sociale medier og evt. via pressen.

Ingen brækkede lemmer eller det, der er værre 

Kredsløb går selvfølgelig meget langt for at opretholde en så normal drift som muligt, men det er klart, at der er begrænsninger. Sikkerheden for transportørernes personale kommer naturligvis i første række. Man ønsker ingen brækkede lemmer, eller det, der er værre,

Og så gælder det også, at man skal være ekstra varsom med at køre ud med store tunge køretøjer, når der er sne og is på vejene. Her kan det godt være, at man som almindelig bilist kan færdes på vejene, mens der ikke er samme mulighed med de store køretøjer som benyttes til indsamling af affald.

Som kunde vil man også skulle forvente, at der kan komme forsinkelser efter et stort snevejr, selvom vejret igen er normalt, fordi der kan komme et efterslæb, som tager tid at indhente.

Transportørerne tager selvfølgelig en ekstra tørn i de tilfælde, men der er selvfølgelig også en grænse for, hvor meget de kan arbejde.

Skulle tømningen blive forsinket, vil Kredsløb informere om det hurtigst muligt direkte til de berørte kunder som har tilmeldt sig at få besked via SMS.

Sådan kan du hjælpe

Som kunde kan man selv gøre en del for at afhjælpe situationen med sne og is, der umuliggør afhentning af affald. Fx kan man sørge for, at der er ryddet, saltet og gruset ved egen vej og privat fællesvej, og holde adgangsveje frie til passage. Som kunde er man selv forpligtet til at holde vejen fri ved private veje.

Har man en grundejerforening, bør man sikre, at der en aftale på plads med en snerydder i god tid. Tænd lyset i den mørke tid, så skraldemanden kan se, hvor vedkommende går. Derudover er det en god idé at holde øje med de forskellige kommunikationskanaler for løbende information og benytte sig af de eventuelle supporterende løsninger, der måtte blive taget i brug.

Og skulle der forekomme forsinkelser i afhentningen på grund af snevejr, så vil Kredsløb selvfølgelig værdsætte, at man væbner sig med tålmodighed med visheden om, at man gør alt, hvad der står i vores magt for at få affaldet hentet.
 

Bedre udgangspunkt i år

Man kan selvfølgelig aldrig forudsige fremtiden, men udgangspunktet er alt andet lige langt bedre i år. Sidste år havde der forinden snevejret været driftsudfordringer med indkøring af nye ruter nye fraktioner, og så kom det hele i halen af en ny sortering, som stadig var under indfasning.

Hertil kommer, at vi i år er klar med flere ekstra tiltag og heriblandt tættere samarbejde med entreprenørenheden, som forestår snerydning. Man må også antage, at sidste års snevejr hører til ekstremerne og forhåbentlig ikke et fænomen, der vender retur hvert år.

 

Pressekontakt

Skriv til os

Pressetelefon: 77 88 05 23
(kun opkald)

Pressetelefon